Naturligt landbrug har grebet vores hjerter

På Hinge Søgård i de østjyske bakker bor vi – Niels og Grete – og vores økologiske høns.

I mange år producerede vi økologiske æg til de største danske æggepakkerier. Der var ikke noget galt med det, men vi savnede ”nærheden” og en mere bæredygtig balance. Til dyrene, naturen og mennesker.

Vi ville tilbage til det naturlige landbrug, hvor hønens livskvalitet er i fokus, og vi ville tættere på dem, der skal nyde vores æg.

Det store i det små
Vi mener, at stordrift kunne gøres bedre. Så det gør vi hver dag med ”smådriftsprincipper”, som udspringer af vores værdier naturlighed, oprindelse, friskhed og ansvarlighed.

Direkte fra hønsegård til køledisk
Vi satte vores eget pakkeri op, vi fik vores egne navne på bakkerne og leverer nu friske æg hver dag. De kommer direkte fra vores hønsegård i Hadsten, ud til kølediskene – uden mellemled.

 

En håndholdt produktion
Mennesker er bare bedre end robotter, når det handler om at passe godt på dyr. Derfor er vores produktion ”håndholdt”: æggene håndsorteres, halmen strøs manuelt inde i stalden, kråseflint og skaller strøs med håndkraft. Vi er i stalden og passer hønsefruerne minimum seks gange dagligt.

Det er os og vores medarbejdere, der sørger for alt fra hønens velfærd til levering til butikkerne.

Klima og økologi

Vi har stor respekt for den natur, vi er omgivet med. Vores høns, vand, luft og marker er vores ét og alt. Når vi driver et økologisk landbrug, er vi med til at sikre høj dyrevelfærd og undgå kunstig kemi og andet gift for naturen, dyr og mennesker. Det er vi stolte af, og vi arbejder konstant på at forbedre vores økologiske gård med klimavenlige og bæredygtige tiltag.

”Et stort hold hønsefruer besluttede sig for at tage på udflugt i naboens have. Der var dejlige træer, så der sad de pludselig oppe og hyggede sig. Det var et mareridt, da vi skulle have dem ind. Niels og jeg måtte kravle op og pille dem ned én for én. De havde en herlig dag, men vi var godt nok trætte, da dagen var omme”.

__________
Grete Riis

Holdet bag hønsene

Hos Niels & Grete er vi alle engagerede og glade for at værne om en god hverdag, hvor vi tager ansvar for dyr og mennesker. Sammen sørger vi for højt humør og et godt arbejdsmiljø på gården.

Vi gør vores bedste for, at både mennesker og dyr trives i et godt og friskt arbejdsmiljø på gården.

Vi tager et socialt ansvar ved at tilbyde job til ufaglærte, og vi samarbejder med Favrskov Kommune for at hjælpe udsatte.

Vi samarbejder også med Kalø Økologiske Landbrugsskole om uddannelse i fjerkræ (Fjerkræ Akademi), og vi arbejder målrettet på at få flere unge ind i landbruget med egen familiebaserede drift, hvor indtægtsgrundlaget er høns.

Lokalt

Vi er naturligvis forankret i den jyske muld. Vi bor side om side med Hønsefruerne i Hadsten. Vi engagerer os i vores nærsamfund. Vi deltager og sponsorer hvert år forskellige lokale begivenheder.

Hent æg på Hinge Søgård

I porten til gården er det muligt at hente æg direkte hos os.  Her kan du også få et glimt af hønsefruerne og hilse på os som passer på dem.  

Hvis du er nysgerrig efter at vide mere om hønsefruernes liv eller om hvordan vi lever livet på landet, så kontakt os endelig. Vi glæder os til at høre fra dig.